Gå til hovedindhold

Cirkulære Indkøb

Guide til fleksibel varelevering.

Indhold

    Formål

    Arbejdsgruppen for Cirkulære Indkøb fokuserede på CO2-udledning i forbindelse med levering af varer. Gruppen blev ledt af Aarhus Universitet og samlede store, offentlige organisationer, der ønskede at reducere CO₂-udledninger fra transport ifm. vareleveringer.

    Offentlige organisationer i Aarhus får leveret varer fra Lyreco ca. 23.000 gange årligt. De mange kørte kilometer belaster klimaet, miljøet og trængslen i Aarhus. Arbejdsgruppen samt øvrige 6 offentlige organisationer i Aarhus, deltog i et forsøg med Lyreco, som er den største B2B-leverandør af kontorartikler i Danmark. Tilsammen reducerede de 10 organisationer  deres leverancer med 9% i perioden 2. kvartal til og med 4. kvartal 2023 ved at overgå til én eller færre ugentlige leveringer.

    Af øvrige gevinster som gruppen opnåede kan nævnes, at de deltagende organisationer gennem forsøget blev bedre til at vurdere deres lagerbeholdning og sikre, at de altid har de nødvendige kontorartikler til rådighed. De færre leverancer har også betydet færre fakturaer og dermed en administrativ lettelse, som har frigivet tid til andre ting.

    Lyreco har i forlængelse af samarbejdet valgt at investere i en omlægning af deres leveringsmetode til udelukkende eldrevne varebiler i Aarhus-området. Samarbejdet med Klimaalliancen Aarhus har fremskyndet denne omlægning. Som led i dette har Lyreco etableret 4500 m² solcellepark på taget af deres hovedkontor i Roskilde. Solcellerne gør Lyreco 100% selvforsynende på el og i stand til at forsyne deres eldrevne varebiler med grøn strøm. Ud over transporten vender Lyreco nu også blikket mod produkterne, hvor virksomhedens største potentiale for CO2-reduktion ligger.

    Lyreco estimerer en potentiel besparelse på omkring en fjerdedel i antallet af kørte kilometer, hvis alle deres kunder i Aarhus arbejdede med fleksibel varelevering. Der ligger derfor et uforløst potentiale forude.

    Deltagere

    Arbejdsgruppen blev ledet af Aarhus Universitet. Derudover deltog VIA University College, Erhvervsakademiet Aarhus og Aarhus Kommune.

    Materialer

    Arbejdsgruppen har udviklet materialer, der kan hjælpe virksomheder i gang med fleksibel varelevering:

    Guide til fleksibel varelevering

    Guiden indeholder bl.a. tips og tricks til etablering af målsætninger, potentialeafklaring, afdækning af barrierer samt plan til eksekvering.

    Sidst opdateret: 28. august 2026